torsdag den 5. juli 2012

Godt på vej

I år har vi prøvet noget nyt. Det kom sig egentlig af, at vi fik 3 tomatplanter foræret af et familiemedlem. De viste sig desværre at være blevet frostskadet dagen før, vi fik dem - rigtig ærgeligt, for jeg ved hvordan de var blevet passet og plejet helt fra de var små frø :)

Nå, men da vi jo så havde investeret i kapilærkasser (og ikke mindst skjulere) måtte vi jo så have nogle tomater alligevel - så nu har vi 5 tomatplanter stående udenfor. Vi har ikke før prøvet at have tomatplanter uden for - et år havde vi dem indenfor i huset, og det var desværre ikke nogen succes. Så nu prøves det så af med frilandstomater i år.

Men sådanne tomatplanter bliver jo rigtig lange med tiden, og så skulle vi finde en løsning der både så bare nogenlunde pæn ud, men som også virker efter hensigten.



Derfor fandt vi på denne lille "broløsning" hvor vi borede 3 huller i toppladen og satte tomatspiraler i. Broen står løst mellem kapilærkassen og skjuleren. Skulle planterne gå amok og blive rigtig rigtig lange, er der en pergola henover atriumen, og der kan der vel bindes et par snore i sidst på sæsonen :)

Vi har 5 forskellige sorter,cherry tomater, cocktail tomater, gule tomater, blomme tomater og en tomat der skulle blive næsten sort!

På trods af et temmelig koldt forår, som så til gengæld har holdt planterne rimelig kompakte, er denne lille blommetomat fint på vej.


Den glæder vi os til bliver spiseklar, og så må vi jo se om der kommer mere end 1 moden tomat til første høst, eller om vi også må dele den første tomat i 3 skiver :)

tirsdag den 3. juli 2012

Alt det lyse....


Bare lige lidt billeder af alt fra hvidt til lysegult... altsammen noget der blomstrer i haven - Lige nu : 0)

mandag den 2. juli 2012

En skillevæg af roser og klematis

Vores terasse er temmelig stor, og vi syntes, at den ville blive lidt mere hyggelig, hvis vi kunne dele den lidt op i mindre rum.

Vi fik derfor den idé at tage nogle af fliserne op og lave en væg af roser og klematiser midt i det hele. Vi har aldrig fortrud den løsning - Den fungerer bare så fint.

Som sagt så gjort. Fliserne blev taget op i  efteråret 2010, sandet blev skiftet ud med rigtig lækker muldjord i 90-110 cm dybde, 3 sortmalede stolper 18x18 cm blev monteret, og det lille bed blev plantet til med roser, klematis og geranier.



Det er den underskønne rose "Awakening" der vokser i rumdelerne. Den har en dejlig sart farve og dufter helt fantastisk, uden at være for meget i nærheden af hvor vi sidder og spiser.


Der er nu væggens anden vækstsæson, og der er sket rigtig meget siden sidste år. Jeg vil tro at den når toppen af væggen - som er 160 cm høj - næste år.


Sammen med rosen slynger klematissen "Blue Angel" sig - Et rigtig fint makkerpar synes vi. Den folder sig ud nu - næsten samtidig med rosen - dejligt synkront. Klematissen har dog forlængst nået toppen.



I bunden er plantet geranier for at skjule de bare ben, der kommer på roserne i efteråret, men også for at skjule de mange løgvækster, som jeg ikke kunne nære mig for at lægge i beddet i efteråret 2011.

  
Tulipanerne, der her gør hinanden selskab er den uundværlige "Angelique" sammen med den stolte hvide "White Triumpher". Det var simpelthent sådan en fornøjelse i det tidlige forår at nyde synet af disse to tulipaner sammen.

søndag den 1. juli 2012

Fint besøg

I vinters hang vi et hyggeligt lille foderhus op i atrium gården.Vi vinterfordrede fuglene hele vinteren, men der gik laaaaang tid før det gik op for fuglene. Det hjalp at flytte foderhuset lidt længere væk fra huset.


Vi har fortsat fodringen helt ud på den anden side af vinteren og foråret, og nu har vi virkeligt mange gæster på besøg hver dag. Lige fra morgen til aften. 


Det er simpelthent så hyggeligt at sidde at kigge på ud af vinduet. Flere gange har vi set hvordan forældrene flyver ned og henter mad til ungerne, som bare sidder på stakittet og venter på at blive fodret. Jeg troede kun at curling-børn var et begreb i menneskenes verden :)



En gang i mellem kommer også en større en af slagsen - den var på sjældent besøg i dag. Men vi er nu mest vild med de små sorter.

Vi har haft besøg af skovspurve, gråspurve, mejser, musvitter, solsorte og bogfinker.... tror vi nok :o)

torsdag den 28. juni 2012

Så blå så blå....


Det blå bed er jo fyldt med......blå (!) blomster, og selvfølgelig også storkenæb. Denne her er en af yndlingene - Rozanne. Ligner næsten en lille ærteblomst på knopperne.


Skøn blomst med et løv der rigtig flyder ud og breder sig...og jeg der var så bekymret for om det overhovedet kom til at dække kanten. Den er rigtig fin og dækker bunden nu allerede i 1. vækstsæson og holder ukrudtet væk (næsten)



Er den ikke bare sød?

tirsdag den 26. juni 2012

En stor dag

Nøjj hvor har vi kigget mange gange i højbedet efter dem... men ak ingen røde bær, og det på trods af at naboerne (til begge sider!) har plukket mere end en gang nu.


Men i dag var der endeligt et (1!!) rødt bær, og når man er 3 i familien, ja så må man jo deles om det der er.

 

En lille bid himmerigs mundfuld til hver....som for nogen i familien indebar en lille klat flødeskum.

En stor dag :0)

mandag den 25. juni 2012

Så yndefuld og så fuld af smag...

Så oprandt dagen for modne hyldeblomster og dermed også for produktionen af den velkendte hyldeblomstsaft, som de fleste af os nok kan huske helt tilbage til dengang vi selv var børn.


Selve blomsteskærmene i sig selv er fantastiske som bitte små ballerina'er, der danser i vinden, og når man står i vinden, blæser den skønneste duft os i møde.



Hvis ikke man vidste, hvor skønt de smager med citron og sukker ville det (næsten) være synd at hælde kogende vand henover dem. Men som sagt så gjort - og når jeg dufter til dampen af det kogende vand er jeg straks 10 år igen.

Nu ligger de på køl sammen med citronerne og venter de næste par dage på at blive hældt på flasker og drukket af både børn og voksne.... altså blandet med danskvand og hvidvin :0)

søndag den 24. juni 2012

Regn, Regn, Regn og udsprungne roser...

Man kan jo ikke helt tillade sig at klage over regnvejret, når vi nu har sukket efter vand så længe. Men nu hvor roserne ER sprunget ud, er det altså lidt hård for de fyldte engelske roser, når vandet kommer i de rå mængder, vi har fået den sidste uge. Så man må nyde hovederne, så længe de nu holder


Getrud Jekyll i selskab med en noget vild katteurt Six Hills Giant

Skal - skal ikke....?

Hmm hvordan er det nu med den der blog verden....? Har nogle måneder overvejet om man skulle konvertere sit lille havebogsprojekt til en blog istedet.

Bogen er tiltænkt min søde bedstemor, som for ikke så længe siden mistede sin gamle smukke have og kort tid efter sin livsledsager gennem næsten 70 år. Billeder fra min egen have (som stadig er meget ung og under etablering) er troligt printet, tekstet og sendt til hende til indsætning i en bog-ryg. Tænker på om man kan lære en 87 årig at læse en blog...?

Navnet....? Tja, det er vel lidt tilfældigt. Det er sæson for hyldeblomster, og dermed også den af hele familien elskede hyldeblomstsaft.... Der i øvrigt står på programmet i morgen eftermiddag.

Nu prøver jeg i hvertfald blog-livet, og tænker at andre måske kan have glæde af at følge lidt med i haven.

I skal være så velkomne :)

PS Layoutet skal nok lige justeres lidt for lækkerhed - men det tager jeg hen af vejen, når jeg bliver lidt mere fortrolig med det hele...